Parodontose

Hvad er parodontose?
parodontose er tandkødsbetændelse, der har spredt sig til de dybereliggende væv, dvs. ned omkring tandroden. Dette medfører varigt tab af tandens rodhindefibre med efterfølgende nedbrydning af knoglen. Tandkødslommen bliver således dybere, og tanden sidder ikke længere lige så godt fast.

Med andre ord kan tandkødsbetændelse, der ikke behandles, udvikle sig til parodontose. Og jo mere alvorlig parodontosen er, jo dybere bliver tandkødslommerne – og jo mere løse bliver tænderne.

Ved alvorlig parodontose kan tandkødet trække sig tilbage og gøre tandens rod synlig. Nogle patienter oplever desuden, at tænderne flytter sig, og at de får dårlig ånde.

parodontose giver som nævnt sjældent gener, før sygdommen er alvorlig.

Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt får kontrolleret tandkødslommernes dybde og får taget røntgenbilleder hos tandlægen.

Røntgenbilleder kan vise, hvor fremskreden sygdommen er.

Du har særlig risiko for at udvikle parodontose, hvis du:

  • Ryger
  • Er arveligt disponeret
  • Har dårlig mundhygiejne
  • Har systemiske sygdomme, fx diabetes
  • Har nedsat immunforsvar
  • Lider af stress


Hvordan behandles parodontose?
Formålet med behandling af parodontose er at standse sygdommen, så tænderne ikke mister mere fæste.

Når du får foretaget parodontosebehandling hos tandlægen, fjernes tandsten og bakterier i tandkødslommen, og rodoverfladerne afglattes. Hvis tandkødet er ømt, kan det være nødvendigt at lokalbedøve. Desuden instruerer tandlægen dig i, hvordan tænderne skal holdes rene, så sygdommen ikke udvikler sig yderligere.

Efter en parodontosebehandling er det vigtigt hurtigst muligt at komme i gang med tandbørsten igen, så tandsættet holdes helt rent.

Din tandlæge kan som tidligere nævnt vise dig, hvilke hjælpemidler der er bedst at bruge til lige netop dit tandsæt.

For at hindre sygdommen i at udvikle sig, skal du følge disse tre råd:

  1. Vær meget omhyggelig med mundhygiejnen og følg de instruktioner til at holde rent, som din tandlæge har givet dig. Det gælder både i forhold til tandbørstning og yderligere hjælpemidler, fx tandtråd eller mellemrumsbørster (interdentalbørster)
  2. Få regelmæssig parodontosebehandling hos tandlægen
  3. Stop med at ryge

Alle tre råd er særdeles vigtige at følge. For hvis du fx ikke selv holder tænderne grundigt rene mellem tandlægebesøgene, er parodontosebehandlingen kun et indgreb, der får sygdommen til at udvikle sig langsommere, end den ellers ville have gjort.

Da parodontose er en kronisk sygdom, vil der desværre altid være risiko for, at sygdommen blusser op igen – især hvis tænderne forsømmes det mindste.

Oplever du problemer med dine tænder eller tandkød så kontakt os på tlf 73709037

© 2021 Tandlæge Sara Koefoed

TANDLÆGE SARA KOEFOED ApS • Telefon 73 70 90 37 E-mail info@tand3400.dk
Slotsgade 38, 2. sal • 3400 Hillerød
CVR: 36202149